Dronning Mary deler øjeblik, der bevægede hende utrolig meget ved tronskiftet

I et nyt interview fortæller kong Frederik og dronning Mary om tronskiftet og tiden efter.

Torsdag gav kong Frederik og dronning Mary deres første interview siden tronskiftet i januar. Det skete i forbindelse med deres ombordstigning på Kongeskibet Dannebrog.

Parret har ikke ladet sig interviewe efter tronskiftet, så for første gang fortalte de om, hvordan de oplevede 14. januar – især modtagelsen på balkonen på Christiansborg Slot.

- Det var meget overvældende og bevægende for mig. Jeg følte mig ekstremt godt modtaget, fortæller kong Frederik i det eksklusive interview med TV 2 og tilføjer:

- Måske var højdepunktet, da Mary og børnene kom med ud og stod lige bag mig (...), og jeg havde danskerne, der stod foran mig og hujede og vinkede. Det var noget af det mest fantastiske at opleve i mit liv, siger han.

Han rettede samtidig en stor tak til danskerne for deres store opbakning på dagen.

- Jeg vil virkelig gerne sige et dybfølt tak til danskerne for at vise mig den tillid og velkomst, siger han.

Glad og stolt

Dronning Mary fortalte, at hun har mange gode minder fra dagen og har svært ved at udvælge et enkelt.

Alligevel nævnte hun, at det var et stort øjeblik, da hun stod i tronsalen med børnene og kong Frederik trådte ud på balkonen.

- Jeg stod sammen med børnene, og du stod lige foran dørene, og da du trådte ud på balkonen mod din skæbne og samtidig blev mødt med den varme og jubel. Det var et øjeblik, der bevægede mig utrolig meget, siger hun og tilføjer:

- Vi kunne høre og mærke det, selvom vi ikke kunne se det. Det var et smukt øjeblik. Jeg var både meget glad og meget stolt, siger hun.

Det er 108 dage siden, at kong Frederik og dronning Mary blev kongepar.

Og i interviewet satte parret også ord på, hvordan den tid har været.

Til tider været overvældende

Dronning Mary fortalte, at hun synes, at de var kommet godt fra start med den store opbakning. Men at der også havde været mange nye ting at forholde sig til som kongepar.

- Det har til tider været overvældende. Det er meget nyt. Der er mange forandringer og mange beslutninger, både store og små. Men jeg tror måske, at det er en overgang. Det hele kan ikke ske på et øjeblik, siger hun til TV 2.

Selvom kong Frederik især de seneste år har haft et tæt samarbejde med sin mor, dronning Margrethe, måtte han også erkende, at det alligevel er noget lidt andet pludselig at være statsoverhoved.

- Der er mange nye ting, uanset at vi har bevæget os meget i og omkring det at være fremtidigt kongepar, så er der alligevel meget nyt, som på en og samme tid er bekendt for os: at føre et statsråd, audienser, ambassadørmodtagelser. Det står i jobbeskrivelsen, men det er alligevel nyt, siger han.

Efter interviewet, som foregik ombord på Dannebrog, sejlede kongeparret i havn i Helsingør.

Her fulgte de den kongelige tradition, da de flytter residens til Fredensborg Slot i sommermånederne.

Statsbesøg og tur til Grønland

Turen med Dannebrog torsdag blev begyndelsen på nogle begivenhedsrige måneder for kongeparret.

Allerede i næste uge rejser de til Stockholm på deres første officielle statsbesøg som kongepar 6. og 7. maj. Her skal de blandt andet mødes med det svenske kongepar, den svenske statsminister og deltage i en gallamiddag.

Ugen efter deltager de i et lignende statsbesøg i Oslo fra 14. til 15. maj.

20. maj trækker kongefamilien så i løbeskoene, da der afholdes det årlige Royal Run.

Og 26. maj kan kong Frederik fejre sin 56-årsfødselsdag.

I midten af juni og begyndelsen af juli skal kong Frederik og dronning Mary besøge Grønland og Færøerne.